Vrå Skole og Børnehus er et byggeri for sig
– og hvilken gave til byens borgere!

Vores netværk har som så mange andre, mens Coronaen stod på sit værste, også måtte holde vores møder digitalt, og netop derfor var det så fantastisk, at vi den 25. august igen kunne mødes fysisk til en rundvisning af et ualmindeligt spændende og ikke mindst bæredygtigt byggeri; nemlig Vrå Skole og Børnehus, der forventes færdigbygget til nytåret 2021.

Iført hjelme og sikkerhedssko mødtes vi foran indgangen til byggepladsen, hvor Nick Hjorth Hellner Nielsen fra NCC bød velkommen og gav os en kort introduktion til pladsen og byggeriet, inden vi i fælles trop begav os hen over til den smukke bygning og ind i en storslåede hall, hvor et imponerende kunstværk udfoldede sig foran os og rakte op mod loftet. Hall’en bliver at betragte som et torv, hvor bygningens mange brugere af skole, børnehave, vuggestuer, musikskole, ungdomsskole foruden biblioteket med borgerservice vil komme og skabe liv. Da bygningen er placeret tæt op ad idrætshallen, vil Vrå få et samlingssted, hvor der er åbent fra klokken 7 morgen til 22 aften.

På turen rundt i bygningen måbede vi på skift over valget af lækre materialer, farver og tankerne bag indretning og brug, som Lars Ole Christensen, projektleder hos Hjørring Kommune på fornemt vis satte ord på. Fx at der til hver afdeling er egen indgang, børn og voksne skal efterlade deres udendørssko i den lokale garderobe. Lyset i lokalerne kan styres efter behov af lux og farve. Vuggestuerne støder op til børnehaven, der igen støder op til torvet. Der er indkig til alle undervisningslokaler fra gangene og fra undervisningslokalerne ud til de smukke grønne udenomsarealer.

En kæmpe cadeau skal lyde fra alle os, der var med på tur, til Hjørring Kommune for at investere i et så imponerende bæredygtigt byggeri, der kan bidrage til et bæredygtigt liv i Vrå by og omegn.

Godt opløftede af rundvisningen kørte vi i fælles flok over til Dorte Hovaldts tegnestue, hvor vi bænkede os rundt om det flotte mødebord, der i anledningen var dækket op med lidt bobler og dejlig kage. Det var endnu engang inspirerende at blive opdateret på hinanden og høre, hvad der rører på sig rundt om i de forskellige fagligheder, som netværket repræsenterer.

Det er svært ikke at glæde sig til vores næste netværksmøde 😀

Fakta om byggeriet:
Projektet er tegnet af AART Architects i et samarbejde med JAJA Architects og Søren Jensen rådgivende ingeniører. Arkitekturen er inspireret af naturen, og skoven er et særligt karaktergivende element inde såvel som ude. Byggeriet bliver DGNB-certificeret.
NCC er valgt som råhusentreprenør på opgaven, og entreprisen udgør 70 mio. kroner ud af projektets samlede budget på 178 mio. kroner.

Læs eventuelt mere her:

 Vrå Skole og Børnehus på hjoerring.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *